
Side 3. Klik og se brevet
Brev 7/8-18 til Koncernledelsen
–
Koncernbestyrelsen #JyskeBank
Sven Buhrkall
Kurt Bligaard Pedersen
Rina Asmussen
Philip Baruch
Jens A. Borup
Keld Norup
Christina Lykke Munk
Johnny Christensen
Marianne Lillevang
–
#Koncerndirektionen #JyskeBank
Anders Dam
Niels Erik Jakobsen
Per Skovhus
Peter Schleidt
🙂
Først i civilretten og så ryger han bagefter DIRÆKTE over i kriminalretten
Hvem husker ikke Skjold Hansen sige dette til Varnæs
Uden nogle sammenligning mellem Jyske Bank sagen og den snydte kunde i jyske bank
Se afsnit 12. Matador
MATADOR
efter idé af Lise Nørgaard
12. episode
“I LYST OG NØD“ Manuskript: Lise Nørgaard
Prod.nr. 52695 – 9 – 2
1936-1937
Afsnit 12

Ved ikke hvorfor, med dette afsnit med skjulte bilag får tankerne over mod jyske bank og deres advokater Lund Elmer Sandager
Varnæs dagligstue. Eftermiddag.
Maude med Amtstidende, da Varnæs kommer ind. Amtstidende er fyldt med stof om Lund-historien. Overskrift:
”Modtog Lund ogsaa Bestikkelser?” Underrubrik:
”Nye Afhøringer i Forbindelse med Raadhus-Skandalen.”
F 51
Da Varnæs kommer ind, placerer Maude avisen, så vi kan se overskrifterne tæt på.
MAUDE: Har du set, de skriver stadig om den sag – og hvad er det nu, de hentyder til.
VARNÆS: Til vores genbo, Mads Skjern.
MAUDE: Hvorfor skriver de det så ikke?
VARNÆS: Fordi redaktør Karlsen går på kattepoter – Skjern er formentlig hans bedste annoncør – men det ærgrer Skjold Hansen ud af hans gode skind.
MAUDE: Skjold Hansen? Hvorfor dog det?
VARNÆS: Fordi det kribler i hans fingre for at få fat i nakkeskindet på Mads Skjern – nu ser det næsten ud til at lykkes – – – han hævder, han gør det for bankens skyld.
—-
Mads kommer ind.
INGEBORG: Endelig – hvordan gik det, Mads?
MADS: De blev ved – at spørge..
INGEBORG: Jamen om hvad?
MADS: Om min forbindelse med Godtfred Lund.
INGEBORG: De spørger vel alle, for at komme til bunds i hans sager.
—–
MADS: Jeg ved godt, hvem der står bag spørgsmålene til mig.
INGEBORG: Det er vel Skjold Hansen.
MADS: Ja, han gør sit bedste for at få konen til at snakke.
INGEBORG: Hvad kan hun fortælle, det arme forvildede menneske.?
MADS: En hel masse forvildet snak – der giver anledning til en hel masse spørgsmål – hvorfor gav jeg familien kredit – kendte jeg deres situation – vidste jeg noget om underslæbet – spillede jeg sammen med ham dengang – med arealet til fabrikken – gav jeg ham penge for at ordne sagen – og så videre – og så videre..
INGEBORG: Vil du ikke have noget at spise?
MADS: Jeg har spist – der blev hentet kaffe og smørrebrød.
INGEBORG: Så har du da prøvet det.
MADS: Hvilket?
INGEBORG: At blive bespist på det offentliges regning.
MADS: (hidsigt) Jeg skylder ikke dem noget, jeg skylder ikke nogen noget – og slet ikke et offentlige – jeg er den største skatteyder her i byen – jeg er den, der skaffer folk i arbejde – og så skal man finde sig i..
INGEBORG: Du er træt Mads.
MADS: Ja, men ikke så træt, at de kan rende mig over ende – de har ingen beviser – for nogetsomhelst – de har kun en forstyrret kones fantasier.
INGEBORG: Jeg afskyede den mand – du skulle aldrig have indladt dig med ham.
MADS: Indladt – er det strafbart at henvende sig til byens embedsmænd.
INGEBORG: Du gjorde det vel, fordi det altid skal gå så stærkt med dig.
MADS: Du siger det, som om det var en skam.
INGEBORG. Det kommer an på – Mads – hvis der følger had og misundelse med i kølvandet..
MADS: Så?
INGEBORG: Så ender det sådan – som nu.
MADS: Det her – det er ikke endt endnu – jeg tror jeg går i seng – godnat.
Går mod døren. Åbner den, går ud. Ingeborg ser efter ham.
—-
Lunds dagligstue.
Ribbet for det meste. Fru Lund og Skjold Hansen. Lilli ussel og hærget. Skjold Hansen ser sig om. Der er halvmørkt i stuen. Skjold Hansen rejser sig, trykker på kontakten. Der sker ingenting. Lilli sidder med brevet i hånden. I kuverten forefindes stadig et ark – notatet.
LILLI: De har lukket for lyset – og gassen.
SKJOLD HANSEN: så må vi hellere rykke nærmere til vinduet.
Trækker en stol derover, Lilli gør ligeså.
LILLI: Jeg har måske osse et stearinlys.
SKJOLD HANSEN: Det er lige meget – hvornår kom brevet?
LILLI: I morges. Han er i Brasilien.
SKJOLD HANSEN: Og hvad skriver han?
LILLI: (tonløst) At jeg og drengene skal tilgive ham – hvordan skal vi nogensinde kunnedet–ogsåerderdetpapir–om arealet ved jernbanen, og han har skrevet noget bagpå. – (fumler ned i kuverten) – jeg ikke forstår – men i brevet, der står, at jeg skal give det til Dem, og så vil De hjælpe os.
SKJOLD HANSEN: (ivrig) Må jeg se?
Lilli giver ham et stykke papir, Skjold Hansen tager det, læser. Vender det. Nikker tilfreds.
SKJOLD HANSEN: Politiet ved endnu ikke noget om det her?
LILLI: Nej, jeg ringede straks til Dem – er det rigtigt, De vil hjælpe os.
Skjold Hansen optaget af papiret.
SKJOLD HANSEN: Ja, vi må se at finde ud af det, fru Lund.
LILLI: De tager huset i næste uge – fogden har allerede hentet de fleste møbler og Godtfreds flygel – og drengene – de studerede – de har taget arbejde i København. Hvad skal der blive af os.. (Græder)
SKJOLD HANSEN. Det ordner sig – det ordner sig.
Rejser sig. Stikker notatet i lommen.
SKJOLD HANSEN: Foreløbig – her er 200 kroner.
LILLI: Åh tak.
——
Arnold åbner døren bag sig, gør tegn. Skjold Hansen kommer ind. Arnold forsvinder. Døren lukkes.
MADS: De ønsker?
SKJOLD HANSEN: De finder det nok mærkeligt, at jeg kommer her.
MADS: Ja..
SKJOLD HANSEN: Må jeg sætte mig?
Skjold Hansen sætter sig uden at vente på svar.
SKJOLD HANSEN: Jeg kommer for at meddele Dem, at sagen er trukket tilbage.
MADS: Såh..?
SKJOLD HANSEN: Jeg har på den Møgheske stiftelses vegne givet meddelelse om det til dommerkontoret – for en halv time siden.
MADS: Og hvorfor det?
SKJOLD HANSEN: Fordi jeg mener, den hviler på et for løst grundlag, af bysladder og misforståelser – med hensyn til Omegnsbankens engagement i byrådssekretærens økonomi.
MADS: Det sorterer ikke under mig – det kan De fortælle min bror – det er ham, der er direktør for Omegnsbanken.
SKJOLD HANSEN: Jeg er desværre afskåret fra at tale med Deres bror – de første to uger.
MADS. Og hvorfor det?
SKJOLD HANSEN: Han er rejst væk med min datter – de har giftet sig – det kom jo i nogen grad bag på min kone og mig.
Manus