---

🙂

Først i civilretten og så ryger han bagefter DIRÆKTE over i kriminalretten

Hvem husker ikke Skjold Hansen sige dette til Varnæs
Uden nogle sammenligning mellem Jyske Bank sagen og den snydte kunde i jyske bank

Se afsnit 12. Matador

MATADOR

efter idé af Lise Nørgaard
12. episode

“I LYST OG NØD“ Manuskript: Lise Nørgaard

Prod.nr. 52695 – 9 – 2
1936-1937

Afsnit 12

Varnæs dagligstue. Eftermiddag.
Maude med Amtstidende, da Varnæs kommer ind. Amtstidende er fyldt med stof om Lund-historien. Overskrift:
”Modtog Lund ogsaa Bestikkelser?” Underrubrik:
”Nye Afhøringer i Forbindelse med Raadhus-Skandalen.”
F 51

Da Varnæs kommer ind, placerer Maude avisen, så vi kan se overskrifterne tæt på.

MAUDE: Har du set, de skriver stadig om den sag – og hvad er det nu, de hentyder til.

VARNÆS: Til vores genbo, Mads Skjern.

MAUDE: Hvorfor skriver de det så ikke?

VARNÆS: Fordi redaktør Karlsen går på kattepoter – Skjern er formentlig hans bedste annoncør – men det ærgrer Skjold Hansen ud af hans gode skind.

MAUDE: Skjold Hansen? Hvorfor dog det?

VARNÆS: Fordi det kribler i hans fingre for at få fat i nakkeskindet på Mads Skjern – nu ser det næsten ud til at lykkes – – – han hævder, han gør det for bankens skyld.

—-

Mads kommer ind.

INGEBORG: Endelig – hvordan gik det, Mads?

MADS: De blev ved – at spørge..

INGEBORG: Jamen om hvad?
MADS: Om min forbindelse med Godtfred Lund.

INGEBORG: De spørger vel alle, for at komme til bunds i hans sager.

—–

MADS: Jeg ved godt, hvem der står bag spørgsmålene til mig.

INGEBORG: Det er vel Skjold Hansen.

MADS: Ja, han gør sit bedste for at få konen til at snakke.

INGEBORG: Hvad kan hun fortælle, det arme forvildede menneske.?

MADS: En hel masse forvildet snak – der giver anledning til en hel masse spørgsmål – hvorfor gav jeg familien kredit – kendte jeg deres situation – vidste jeg noget om underslæbet – spillede jeg sammen med ham dengang – med arealet til fabrikken – gav jeg ham penge for at ordne sagen – og så videre – og så videre..

INGEBORG: Vil du ikke have noget at spise?

MADS: Jeg har spist – der blev hentet kaffe og smørrebrød.

INGEBORG: Så har du da prøvet det.

MADS: Hvilket?

INGEBORG: At blive bespist på det offentliges regning.
MADS: (hidsigt) Jeg skylder ikke dem noget, jeg skylder ikke nogen noget – og slet ikke et offentlige – jeg er den største skatteyder her i byen – jeg er den, der skaffer folk i arbejde – og så skal man finde sig i..

INGEBORG: Du er træt Mads.

MADS: Ja, men ikke så træt, at de kan rende mig over ende – de har ingen beviser – for nogetsomhelst – de har kun en forstyrret kones fantasier.

INGEBORG: Jeg afskyede den mand – du skulle aldrig have indladt dig med ham.

MADS: Indladt – er det strafbart at henvende sig til byens embedsmænd.

INGEBORG: Du gjorde det vel, fordi det altid skal gå så stærkt med dig.

MADS: Du siger det, som om det var en skam.

INGEBORG. Det kommer an på – Mads – hvis der følger had og misundelse med i kølvandet..

MADS: Så?
INGEBORG: Så ender det sådan – som nu.

MADS: Det her – det er ikke endt endnu – jeg tror jeg går i seng – godnat.
Går mod døren. Åbner den, går ud. Ingeborg ser efter ham.

—-

Lunds dagligstue.

Ribbet for det meste. Fru Lund og Skjold Hansen. Lilli ussel og hærget. Skjold Hansen ser sig om. Der er halvmørkt i stuen. Skjold Hansen rejser sig, trykker på kontakten. Der sker ingenting. Lilli sidder med brevet i hånden. I kuverten forefindes stadig et ark – notatet.

LILLI: De har lukket for lyset – og gassen.

SKJOLD HANSEN: så må vi hellere rykke nærmere til vinduet.
Trækker en stol derover, Lilli gør ligeså.

LILLI: Jeg har måske osse et stearinlys.

SKJOLD HANSEN: Det er lige meget – hvornår kom brevet?

LILLI: I morges. Han er i Brasilien.
SKJOLD HANSEN: Og hvad skriver han?

LILLI: (tonløst) At jeg og drengene skal tilgive ham – hvordan skal vi nogensinde kunnedet–ogsåerderdetpapir–om arealet ved jernbanen, og han har skrevet noget bagpå. – (fumler ned i kuverten) – jeg ikke forstår – men i brevet, der står, at jeg skal give det til Dem, og så vil De hjælpe os.

SKJOLD HANSEN: (ivrig) Må jeg se?
Lilli giver ham et stykke papir, Skjold Hansen tager det, læser. Vender det. Nikker tilfreds.

SKJOLD HANSEN: Politiet ved endnu ikke noget om det her?

LILLI: Nej, jeg ringede straks til Dem – er det rigtigt, De vil hjælpe os.
Skjold Hansen optaget af papiret.

SKJOLD HANSEN: Ja, vi må se at finde ud af det, fru Lund.

LILLI: De tager huset i næste uge – fogden har allerede hentet de fleste møbler og Godtfreds flygel – og drengene – de studerede – de har taget arbejde i København. Hvad skal der blive af os.. (Græder)

SKJOLD HANSEN. Det ordner sig – det ordner sig.
Rejser sig. Stikker notatet i lommen.

SKJOLD HANSEN: Foreløbig – her er 200 kroner.

LILLI: Åh tak.

——

Arnold åbner døren bag sig, gør tegn. Skjold Hansen kommer ind. Arnold forsvinder. Døren lukkes.

MADS: De ønsker?

SKJOLD HANSEN: De finder det nok mærkeligt, at jeg kommer her.

MADS: Ja..

SKJOLD HANSEN: Må jeg sætte mig?
Skjold Hansen sætter sig uden at vente på svar.

SKJOLD HANSEN: Jeg kommer for at meddele Dem, at sagen er trukket tilbage.

MADS: Såh..?

SKJOLD HANSEN: Jeg har på den Møgheske stiftelses vegne givet meddelelse om det til dommerkontoret – for en halv time siden.

MADS: Og hvorfor det?

SKJOLD HANSEN: Fordi jeg mener, den hviler på et for løst grundlag, af bysladder og misforståelser – med hensyn til Omegnsbankens engagement i byrådssekretærens økonomi.

MADS: Det sorterer ikke under mig – det kan De fortælle min bror – det er ham, der er direktør for Omegnsbanken.

SKJOLD HANSEN: Jeg er desværre afskåret fra at tale med Deres bror – de første to uger.

MADS. Og hvorfor det?

SKJOLD HANSEN: Han er rejst væk med min datter – de har giftet sig – det kom jo i nogen grad bag på min kone og mig.

Manus